Førstehjælp på vandet

21. september 2023 16:00 , af Kjeld Bertelsen

Helsingør Roklub har fået tildelt et kursus "Førstehjælp ombord på mindre fartøjer og i søsport" via DFfR. Det giver dig en enestående chance for at deltage, men der er kun plads til 16, så det er tilmelding efter "først til mølle" princippet i Aktivitetskalenderen. Kurset er for Aktive og Senior medlemmer, og foregår søndag den 29. oktober hele dagen fra kl. 9 - 17:30.
Roklubben byder på frokost til deltagerne, men drikkevarer skal købes i Biksen.

Med kurset bliver du i stand til at handle hensigtsmæssigt og at yde den korrekte førstehjælp ved drukneulykker og i andre situationer, der kan opstå i forbindelse med vandsport. Kurset gennemgår særlige forhold omkring evakuering og førstehjælp, som gør sig gældende til søs, herunder tilkald af hjælp via 1-1-2, radionødkald og brug af “Search and Rescue – SAR”. I kurset bliver der derudover lagt særlig vægt på, hvordan man standser en ulykke og skaber sikkerhed på vandet. Derfor er der fx et specifikt modul i kurset omkring underafkøling.

Tilmelding er oprettet med "Venteliste", så skulle du blive forhindret, er det vigtigt du afmelder, hvis du har en plads. Seneste frist for tilmelding er søndag, d. 15. okt., kl. 23:00, hvorefter eventuelle resterende pladser vil blive tilbudt medlemmerne i vores Ronetværk Nordsjælland. Skulle du være uheldig ikke at få en plads, så har du mulighed for at booke en af de 3 gratis pladser DFfR har på kurser i andre roklubber. Læs mere om hvor og tilmelding her!

I hovedpunkter indeholder kurset følgende emner:

  • Førstehjælp ved hjertestop
  • Førstehjælp ved ulykker på vandet
  • Førstehjælp ved specifikke sygdomme
  • Førstehjælp ved livstruende blødninger
  • Førstehjælp ved skader i forbindelse med temperaturpåvirkninger

En kæmpe donation fra TrygFonden gør det muligt at fortsætte den fælles førstehjælps indsats for medlemmer af DKF og DFfR. Kurset koster normalt ca. DKK 10.000,-.